Dans er mere end blot en kunstart for de to piger, Lærke og Julie. Det er en passion, der har bundet dem sammen, siden de var små, og det er grundlaget for deres nuværende arbejdsliv. Julie og Lærkes historie er et eksempel på, hvordan venskab og arbejde balanceres, samtidig med at man bevarer sine personlige værdier.
De to piger har begge danset siden de var henholdsvis to og fire år gamle. Dansen har været en kilde til frihed og udfoldelse for dem. “Dans skaber frirum” siger Lærke, og det er netop denne følelse af frihed, der har drevet dem til at videreudvikle deres dansefærdigheder gennem årene.
Historien bag
Julie og Lærke har altid danset sammen på nær en årrække, hvor deres trænere splittede op. Dog fandt de hurtigt tilbage til hinanden igen, og de danser nu begge to på Planum i Aarhus. Pigernes dansehold hedder i dag I AM X SERENITY og består af 14 andre piger ud over dem selv. “Det er vores egen lille familie", beskriver Lærke.
Efter pigernes første dansevideo på TikTok eksploderede tilbage i slutningen af 2021 er det gået stærkt. “Det hele startede egentlig som en joke” fortæller pigerne, men dagen efter, at TikTokken var uploadet, opdagede Julie, at videoen var stukket helt af. Derefter lavede pigerne endnu en TikTok video i forbindelse med Den Gyldne Fugl showet i Aarhus, som også eksploderede. Derfra kom der flere og flere dansevideoer til på profilen, og pigerne indså gradvist potentialet i takt med at de blev mere og mere udbredte og “known” på platformen. “Dem fra TikTok" som de har valgt at kalde sig selv, begyndte at modtage henvendelser, og fik bl.a. muligheden for at udarbejde en dansekoreografi til D1MA med “Come My Way”. Denne pludselige opmærksomhed og efterspørgsel førte til store muligheder, men det krævede også at tage et afgørende skridt.
"Jobbet begrænsede mig rigtig meget," indrømmer Lærke om den beslutning, de begge tog om at sige deres tidligere job op. De ønskede ikke at lade noget begrænse deres kreativitet og vækst som dansere. For dem var det vigtigt at forfølge deres passion og gribe muligheden, der var for øjnene af dem.
"Vi ville ikke miste os selv i det" understreger Julie og da hun forklarer, at det var alt for presset både at passe skole, dansen og et fritidsjob.
“Det vigtigste for os er, at vi har det sjovt”
Julie og Lærke har førhen oplevet, at være for stressede. Derfor har de taget et valg om at strukturere deres arbejde på en måde, hvor de hver især ikke gaber over for meget. Julie står bl.a. for at holde TikTok-profilen kørende i form af at redigere og poste videoer, samt svare på kommentarer og lignende, mens Lærke står for det praktiske, såsom at bookning af lokaler, økonomien, deadlines osv.
“Vi sidder med det selv, vi har ikke et agency bag os", kommenterer Julie på deres valg om at opdele opgaverne og understreger, at de gør alt for at undgå stress.
Pigerne er nu 19 og 20 år, og danser lystigt med 42 mio. visninger på TikTok, men alt handler om balance, og i deres rejse som dansere og veninder har Lærke og Julie enkelte punkter, hvor de aldrig går på kompromis.
Skolen er værd at prioritere
Skolegangen forbliver en prioritet for dem begge, da de forstår vigtigheden af at have et solidt fundament for deres fremtid. “Mine forældre har altid sagt, at så længe jeg gør mit bedste i skolen, så vil de altid støtte mig i alt, jeg gør.” siger Lærke.
Vedligeholdelsen af venskabet
Selvom der er et økonomisk aspekt i deres samarbejde, gør Julie og Lærke meget for at bevare deres venskab. De er opmærksomme på vigtigheden af at adskille deres professionelle forhold fra deres personlige forhold. De respekterer hinandens forskellige kvaliteter og komplimenterer hinanden godt. Selv når de har travlt med deres danseprojekter, prioriterer de tid til at være sammen som venner og styrke deres bånd uden for arbejdssammenhæng. Som de selv siger: “Vore største styrke er, at vi er to" - De ved, at et solidt venskab er afgørende for at opretholde deres langvarige samarbejde og trives både personligt og professionelt.
Glæden ved dansen
Julie og Lærke har siden de var små fundet glæde og frihed i at danse - denne glæde vil de gerne bevare. “Din lyst skal drive værket” siger Lærke, og pointerer at det er dansen og ikke pengene, der trækker i dem. Julie fortsætter: "Vi vil ikke miste os selv i det” og fremhæver deres TikTok-karrieres start “Vi startede bare fordi det var sjovt”.
- Både Julie og Lærke bærer Soldout Fabric 1 i hhv. Ever Green og Storm Grey.